Opdager du, at du har skadedyr i boligen, har du PLIGT til at melde det til Ejendomskontoret STRAKS, da du ellers kan blive ansvarlig for at betale for udryddelsen og genopretning af forholdene alle steder, hvor de har bredt sig. 

1. Væggelus

Væggelus kan være meget svære at bekæmpe, men breder sig kun sjældent fra lejlighed til lejlighed.

Spredning af væggelus sker typisk via. f.eks. rørgennemføringer, via bohave, eller hvis gæster tager problemet med til den respektive beboelse. Spredningen kan også via. f.eks. sengetøj, ombytning af senge, madrasser, gavle eller andre bohavearter.

I langt de fleste tilfælde udføres behandlinger mens lejligheden fortsat bebos. 

Det betyder, at der udlægges bekæmpelsesmidler på strategiske steder, f.eks. under sengen, på sengerammen, på gulvet, på paneler, bag sengeborde m.m. Der behandles de steder hvor væggelus typisk er – i og omkring sengemiljøet, og der sprøjtes ikke mere end højst nødvendigt. 

Væggelus opsøger alene mennesker / bloddonorer, når den er sulten. I mellemtiden tilbringer den ventetiden i passende gemmesteder i nærheden af sengemiljøet. De mest almindelige gemmesteder er revner, sprækker, bag tapet, bag billeder, under sengen, inde i madrassen, i sammenføjninger, natborde, under gulvtæpper, bag paneler, under gulvene m.m. Væggelus bider typisk sidst på natten, hvor man ligger stille og sover dybt.

Æglægningen forgår på beskyttede steder godt skjult, hvor æggene klæbes fast til underlaget. Væggelus lægger mere end 200 æg, 4-5 pr. dag. Æggene klækkes over en længere periode, afhængig af varme og kuldeforhold m.m. Æg kan ikke bekæmpes med sprøjtemidler, men man kan alene slå stadiet ihjel med varmebehandling eller nedfrysning.

Væggelus spredes i langt de fleste tilfælde via bohave, kufferter, fra rejser, overnatning ude i byen, hos venner m.m. Byttes og/eller fjernes sengetøj, senge, gavle, tæpper eller andet, sker spredning omgående til nye arealer, så undgå at fjerne effekter fra berørte arealer, mens behandlingen pågår.

Væggelus kan forblive skjulte i lange perioder, hvilket i høj grad er en medvirkende årsag til at behandlingen trækkes ud over en længere periode, ofte 3-12 måneder. 

Væggelus har i den senere tid udviklet resistens mod de bekæmpelsesmidler der findes på markedet, hvilket i høj grad besværligør en effektiv bekæmpelse.

Der behandles indtil der ikke er flere konstateringer, og sprøjtningen udføres hver 14. dag indtil afslutning. 

Den bedste selvhjælp

For bedste selvhjælp, bør man destruere madrasser, sengetøj, seng, fjerne gulvtæpper, afpille tapet, samtidig med at der udføres sprøjtebehandlinger. 

Alternativ kan 

  • alt bohave varmebehandles, f.eks. i en sauna, hvor alt stilles et par timer ved min. 45-50 grader.
  • alt bohave fryses ned til min. -18 grader i min. 1 døgn. Det tager ca. 8 timer at indfryse 2,5 kg tøj til -18 grader. Væggelus er meget følsomme overfor frost.
  • tøjet vaskes ved min. 60 grader, eller tøjet tørretumbles ved min. 45 grader i 30 minutter. Tørretumbling MÅ ALDRIG ske i fællesvaskerier - dette gælder også i Store Hus -, hvis effekterne ikke først er blevet vasket ved min. 60 grader. Det skyldes, at tørretumblerne ikke kører mere end et par minutter, hvis fugtighedsfølerne konstaterer, at tøjet er tørt. Derefter kan væggelusene sprede sig til den næste bruger af tørretumbleren. Bliver dette påbud ikke overholdt, bliver den ansvarlige pålagt at betale for samtlige opretningsarbejder og økonomiske byrder, der er i forbindelse med udryddelsen af væggelusene - også de steder de efterfølgende konstateres.

Behandling af boligen 

Før behandling udføres, skal behandlerne kunne komme til så meget af værelserne og omkring sengemiljøet som overhovedet mulig.

  1. Derfor skal sengetøj fjernes, så kun dyner og hovedpuder ligger tilbage (sengetøj behandles som nævnt ovenfor)
  1. Alle effekter skal fjernes under sengen
  1. Madrassen bliver vendt, og derfor skal behandlerne kunne komme til omkring hele sengemiljøet
  1. Skuffer i sengebord skal tømmes, så der er frit for behandlerne

 

 

 

Store Hus                         Sadelmagerporten 2-4                        2650 Hvidovre                        36 77 03 44                             Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.